Samarbejdsaftaler

Tilpas aftalen med dine samarbejdspartnere, så den dækker lige netop jeres situation

Rådgivning Specialistviden

Hvis du er en del af et driftssamarbejde eller overvejer at indtræde i ét, er det utrolig vigtigt, at du har en god aftale med din(e) samarbejdspartner(e).

Gennemarbejdede og tidssvarende kontrakter er med andre ord grobunden for ethvert velfungerende samarbejde. Samtidig er de nødvendige, hvis samarbejdet mod forventning skulle ende i uoverensstemmelser.

Nyt samarbejde

Når du skal træde ind i et driftssamarbejde, er der mange forhold, du bør overveje. Blandt andet skal du og din(e) samarbejdspartner(e) tage stilling til:

  • Samarbejdets omfang – skal I drive en fuldt integreret, fælles virksomhed eller et mindre forpligtende omkostningsfællesskab?
  • Fordelingen af forpligtelser og arbejdets omfang. Hvordan skal I honoreres for jeres arbejde? Hvordan fordeles de administrative pligter? Hvilke rettigheder har I til ferie og orlov? Og hvad gør I ved sygdom og lignende?
  • Beslutningstagning i dagligdagen
  • Ansvar for væsentlige forhold såsom nyanskaffelser af udstyr og personalemæssige forhold
  • Fordeling af overskud

Herudover er en gennemarbejdet samarbejdsaftale også meget væsentlig i forhold til at sikre klare retningslinjer, hvis jeres samarbejde ophører. Det gælder blandt andet forkøbsrettigheder, og hvad der skal ske med driftsbygningerne mv. Derfor er det vigtigt, at din samarbejdsaftale er nøje tilpasset netop din situation, hvilket sjældent kan opnås med en almindelig standardkontrakt.

Opdatering af eksisterende samarbejde

I et eksisterende driftssamarbejde kan det for alle parter være fornuftigt at tage samarbejdsaftalen op til revision. Er du en del af et længerevarende samarbejde, kan mange forhold have ændret sig siden kontraktens indgåelse. Derfor er det i alle parters interesse, at I løbende ajourfører kontrakten, så den er tidssvarende og stemmer overens med jeres nuværende situation.